“LÆRERNE SER IKKE MIN DATTERS HANDICAP”

“Lærerne siger ofte: ‘Nanna er smilende og sød og følger med i timerne. Hun er dog meget genert og umoden og må øve sig på at være mere modig og tale højt på klassen'”, siger Nannas mor Marlene.

“Det gør ondt indvendig, når jeg får sådan en besked”, siger Marlene Qvist Simoni, der er mor til Nanna på 13 år, der har stille ADHD. Nanna blev diagnosticeret for et år siden og har det sidste halve år været i medicinsk behandling.

“Bag det tavsesmil er det helt anderledes. Hun kæmper med at følge med i timerne, kollektive beskeder går hende over hovedet, og hun bliver forstyrret af en roden med tasker, en sidemand, som fløjter, eller en elev, som pludselig rejser sig op. Det fjerner fokus for hende, og det eneste, hun tænker på, er at få det til at stoppe”.

“Selvom lærerne beretter, at Nanna ofte hænger ud med pigerne i klassen, så er hun mere en medløber i periferien af gruppen. De hurtige replikker og de indforståede bemærkninger har hun svært ved at fange”, fortæller Marlene og siger, at skolen jo ikke oplever, hvordan Nanna græder derhjemme og dagligt isolerer sig på sit værelse.

“Min datter har et usynligt handicap. Hun generer ingen og er uhyre let at overse. Forældre til et udadreagerende ADHD-barn har mavepine over de mange opringninger fra skolen. Jeg har det lige modsat. Hvis bare skolen kontaktede mig, så jeg vidste, at de også så mit barns udfordringer … Man føler sig som en konstant besværlig forælder, fortæller Marlene, som frygter, at Nanna uden en større forståelse og støtte vil ende med at udvikle angst eller en depression”.