[av_textblock size=” font_color=” color=”]
Mille har aldrig talt til pædagogerne henne i børnehaven. Hun er ikke blot genert, men lider af en angst for at tale – nemlig af selektiv mutisme.
Mille Flink har altid været en stille pige, men det begynder at blive tydeligt for Milles mor, Lotte Flink, at Mille ikke bare er genert, da hun stadig et halvt år efter opstart i børnehave ikke siger et ord til de voksne. På vej hen til børnehaven snakker Mille på livet løs, men så snart hun træder ind gennem porten til børnehaven, holder hun brat op med at tale.
– I begyndelsen forsøgte jeg at presse hende til at tale: ”Kan du så sige godmorgen, Mille” eller ”Sig tak, når du modtager en gave”. Men ordene ville ikke komme ud af hendes mund.
Lotte og pædagogerne slår det først hen – hun er sikkert bare genert. Det skal nok komme. Men der sker ikke noget. Milles mund er som syet sammen
– Det er, som om der sidder en prop i hendes hals. Hendes øjne bliver udspilede, og hendes stivnede blik skriger: ’Hjælp mig, mor’.
Månederne går, og Lotte begynder at fornemme, at Mille ikke er som de andre børn. Det er ikke kun pædagogerne henne i børnehaven, hun ikke taler til. Også bedsteforældre og andre tætte relationer oplever en tavs Mille.
I samråd med pædagogerne og PPR (pædagogisk-psykologisk rådgivning) bliver Mille som fireårig henvist til Børne- og Ungdomspsykiatri Odense. Hun får her diagnosen selektiv mutisme.
Taler non-verbalt
Til trods for at Mille er tavs overfor de voksne henne i børnehaven, så leger hun med de andre børn – og taler til de fleste børn. Men hun er ligesom en radar – meget opmærksom på, hvor de voksne er henne, og hvis de nærmer sig, stopper hun helt med at tale.
– Mille er dygtig til at løfte et øjenbryn, tale med fingrene eller nikke på det rigtige tidspunkt. Der er sågar forældre, der spørger, om jeg ikke overfortolker hendes situation. De ser ikke, hvor svært Mille har det. Den indædte angst, den vrede og ked-af-det-hed, som den manglende tale medfører.
Angst og OCD
På Børne- og Ungdomspsykiatri Odense konstaterer de, at Mille som led i sin selektive mutisme også har tvangstanker (OCD-lignende træk).
– Mille føler sig hver dag nødsaget til at udføre bestemte ritualer. Alting skal være skemalagt. Hun vil vide, hvor alle hendes ting er, og så har hun en mani med at sige ’hvad’, og jeg må gentage sætningen igen.
– I børnehaven skal vi udføre lange ritualer, før jeg kan gå. Først to klap, så et kys på hver kind, så et klap mv. Ritualet bliver længere for hver dag. Det værste er, når Mille ikke kan huske rækkefølgen, så bryder hun sammen, og vi må starte forfra. Det er en stor byrde for hende.
Alle sejl sættes til
Mille er i dag fem år gammel, og hendes tavshed er uændret. Hun går stadig i behandling, og Lotte bruger mange kræfter på at hjælpe datteren til at overvinde sin tilstand.
– Jeg tænker også ofte på, hvad der vil ske, hvis Mille f.eks. skulle blive væk i Bilka. Hun vil jo ikke engang være i stand til at sige sit eget navn.
– Der er ingen tvivl om, at Mille ikke trives som de andre jævnaldrende børn – og jeg frygter, hvad angsten vil bringe, hvis ikke hun overvinder angsten før skolestart. Alle sejl må derfor sættes til nu, siger Lotte Flink.
Svær lidelse
Per Hove Thomsen, der er professor og børnepsykiater på Aarhus Universitetshospital, fortæller, at børn med selektiv mutisme er angstprægede – de er bange for at tale i andres påhør. Selektiv mutisme bliver ofte overset og forvekslet med generthed, da kun få har hørt om tilstanden.
– Børn med selektiv mutisme er normalt begavede og udviklede i forhold til deres alder og har en helt normal sprogfunktion. De er fint i stand til at udtrykke følelser igennem sproget og kan opfatte, forstå og følge med i samtaler.
– De fleste børn med lidelsen taler højt og frit derhjemme, men siger ingenting uden for hjemmets fire vægge, f.eks. i børnehaven eller i skolen.
Selektiv mutisme er invaliderende for børn, der er under udvikling. De kan simpelthen ikke udnytte deres ressourcer i samme grad, som andre børn kan. De kan med tiden føle sig ensomme, og de har en øget risiko for at udvikle flere angstlidelser og depression senere i livet, fortæller Per Hove Thomsen.
[/av_textblock]
[av_promobox button=’no’ label=’Click me’ link=’manually,http://’ link_target=” color=’theme-color’ custom_bg=’#444444′ custom_font=’#ffffff’ size=’large’ icon_select=’no’ icon=’ue800′ font=’entypo-fontello’ box_color=” box_custom_font=’#ffffff’ box_custom_bg=’#444444′ box_custom_border=’#333333′]
SELEKTIV MUTISME ER…
- en angstlidelse
- forankret i separationsangst eller social angst
- at fi nde hos mellem 0,5 til 1 procent danske børn
- hyppigere udbredt blandt piger end drenge
- typisk synlig første gang i 3-6 års alderen
- til at behandle – der er gode prognoser ved adfærdsterapi
[/av_promobox]
[av_hr class=’default’ height=’50’ shadow=’no-shadow’ position=’center’ custom_border=’av-border-thin’ custom_width=’50px’ custom_border_color=” custom_margin_top=’30px’ custom_margin_bottom=’30px’ icon_select=’yes’ custom_icon_color=” icon=’ue808′]
[av_textblock size=” font_color=” color=”]
Artikel bragt i Magsinet Sund-i-Syd, april 2014
– http://ipaper.ipapercms.dk/RegionSyddanmark/Regionshuset/Kommunikation/SundiSyd/2015/SundiSydnr12015/?Page=25
[/av_textblock]